Kultur og mini guide til Bolivia

Kultur analyse.

Bolivia. Bolivia er mange ting. Rigtig mange ting. Mange modsætninger mødes her i form af rig og fattig, ung og gamel, traditionel og moderne, frihed og fastholdelse, stolthed og underdanighed. Jeg kunne blive ved. Det er svært at beskrive Bolivia som kultur med få ord, faktisk med ord i det hele taget. Bolivia er det hele og ikke kun ment i den gode betydning. Det er bestemt på godt og ondt. Da jeg har svært ved at finde ud af hvor jeg skal starte har jeg valgt at lave lidt en guide til studerende der overvejer at tage til Bolivia i udlandspratik.

1)      Tiden er noget man skal ikke skal tage forgivet. Tid er ikke der samme i Bolivia som den er der hjemme. Tid virker ikke så værdigfuld her, det er noget af mest af for det man ikke når idag det når man måske imorgen. Bolivansk tid er altid med et +, det vil sige at vis du et møde f.eks. kl 5 så begynder vi kl. 6-halv 7. Hvorfor det er sådan er der nok mange forklaringer på men sådan som jeg har forstået det, stammer deres opfattelse af tid fra det traditionelle samfund og der er et ordsprog  på Ayamar illustere dette meget fint. Det er således: Fremtiden er noget der ligger bag dig, fortid er foran dig, det er kun den du kan se for du kan kun se hvad der ér sket så hvad der kommer til at ske kan du ikke vide. Man kan så med et skeptisk blik tilføje –og derfor skal man ikke bekymre sig om hvad der kommer til at ske, hellere ikke imorgen eller om en timer-. At det er svært at vænne sig til at tiden bare forstå meget anderledes her en underdrivelse men slet ikke uinteressant. At man kan vænne sig til alting bliver sat på prøve i en udenlandspraktik, men jeg kan med glæde tilføje at jeg har fået en stor kærlighed til Bolivia, ja selv med tiden.

2)      Et sted at være. Her mener jeg ikke det at have et tag over hoved, for det er temmeligt nemt at få (der er mange fattige her, men noget af det eneste de har massere af er plads så alle selv i de mest fattige områder har en seng og tag). Så det er bare i hviket kvarter for det er det jeg vil frem til. At bosætte sig i en mellemstor hovedstad i Syd Amerika er for de fleste en kæmpe mundfuld og ikke uden faresignaler og små røde lampe. Men La Paz er et ”roligt” sted, her har tyvene ikke frit spil, for man bænder tyve i gaden (ja selvtægt!) Det er en “lille by” taget andre storbyer i Syd Amerika i betragtning og befolkningen lever en stille tilværelse. Når det er sagt er der selvfølgelig stor forskel på et stille liv i DK og Bolivia. Her er det nærmest umuligt at tilbringe en længere periode uden at opleve strejker.. ikke fordi der er stor politisk uenighed, men fordi befolkningen i den grad udnytter deres demokratiske ret til at strejke og demonstrere. Således har jeg været vidne til, snart uendelige mange demonstrationer. Alt fra Coca dyrkere der er utilfredse med regeringens strenge kontrol af coca afgrøder til studerende der vil have bedre undervisning på universiteterne.. og når pludselig hele byen lukker af i to dage pga bezin mangel, så er det fordi nogle er utilfredse over et eller andet og blokere den eneste gode vej ind i byen nemlig oppe fra El Alto.. og det er tit det forekommer. Eller også er der en konflikt imellem områderne i byen hvilke resultere i af alle blokere vejene i indre by med mænd, kvinder og børn i gaden. Jeg har aldrig set at nogle af disse demonstrationer er endt i vold eller voldsomheder, selvom det er foregået i fortiden i form af militært folkemord. Der eneste jeg finder desideret ubehageligt ved demonstrationer i La Paz er at de bruger fyrværkeri i stil med kanonslag, og til de store demonstrationer dynamitstænger. Nu vil jeg skynde mig at sige at det altså ikke er fordi her er farligt… igen her er et roligt sted og det er nemt at undgå ballade og det vil jeg under alle omstændigheder anbefale alle der overvejer at rejse til Syd Amerika. Det er simpelhen ikke tiden værd at beskæftige sig med politiet for hvilken som helst årsag i Bolivia. De er korrupte og snakker på ingen måde engelsk eller andre sprog end spansk… hvilket leder mig hen til mit næste punkt.

3) Sproget spansk.

alt kunne snakke spansk, vil jeg sige er en nødvendighed vis man vil til Bolivia som er det fattigste land i SydAmerika. her er stadig mennesker som aldrig har lært spansk -som udelukkende snakker det indfødte Ayamar og Queqetua. Dog snakker langt de fleste i de store byer spansk. Jeg taler med erfaring i at komme til landet i den naive tro at jeg ville “lige hurtigt lære spansk” Jeg kunne intet spansk da jeg ankom, og det er i starten man har alle spørgsmålene og gerne ville have nogle svar. Det er desværre og indlysende nok temmelig svært at få når man ikke kan snakke med mennesker omkring ens hverdag og det gør livet vanskeligt. Det er essentielt at kunne lidt til at starte med -jeg siger ikke man behøver at snakke flydende spansk når man ankommer, for man lære ganske meget på et halvt år. Men med en basis forståelse for spansk grammatik og verber kommer man langt. Dertil vil jeg tilføje at 400 millioner mennesker på kloden snakker spansk så det er slet ikke så dumt at kunne lidt.  I forhold til COMPA har jeg haft kæmpe udfordringer i forhold til sproget. Jeg har måske ikke været den mest selvsikre person når det gælder at udtrykke mig selv på et sprog jeg ikke taler, men det har gjort processen en del svære at have med at gøre end jeg først havde antaget. Det er bestemt ikke nemt at skulle arbejde med mennesker der ikke snakker et sprog jeg forstår og slet ikke nemt at skulle danne en relation til disse mennesker. Men men men det kan dog lade sig gøre. Min oplevelse her er at man kommer rigtig langt med kropssprog og få gloser. Kropsproget er en vigtig del af det spanske verbale sprog og det er meget mere udbredt at tale med arme og ben end i DK. De udnytter hele kroppen og ikke mindst ansigtet når de taler.

Der kommer mere i min lille guide, men her var en start.